Statskirkedebatten

De som skulle være interessert i statskirkedebatten burde ta seg en tur innom dette arrangementet. Dette er da en lanseringen av boken Stat, kirke og menneskerettigheter, gitt ut av Norsk senter for menneskerettigheter. Boken vil bli presentert mandag 25. september i Tostrupkjelleren presseklubb, Øvre Slottsgate 23, Oslo, kl. 11:00. (Inngangen til tosterupkjelleren er rett vis a vis Burger King bak Stortinget. )
 

Kommentarer:
Postet av: Lars Bonnevie

Er der en religiøs brandmur mellemradikale og almindelige ortodokse muslimer i spørgsmål om jihad og terrorisme? Ikke hvis man skal tro Shmuel Bar, tidligere israelsk efterretningsofficer og nuværende seniorforsker på Institut for Politik og Strategi i Herzliya, Israel, med en lang række publikationer om terrorisme og radikal islam bag sig.Spørgsmålet er kontroversielt, både når det gælder muslimske lande og Vesten, hvor mange millioner muslimer bor. Svaret er heller ikke entydigt, endsige objektivt, men afhængigt af den synsvinkel man anlægger. Bars lille page-turner af en bog er således et partsindlæg, hvad alle bidrag til diskussionen jo er, men hans synspunkter hviler på et foruroligende korpus af radikale fatwaer, oversat fra arabisk. De er udvalgt med megen omhu.En fatwa er et svar på et konkret spørgsmål med reference til islamiske retskilder, og den er ikke bindende. Et spørgsmål kan desuden afføde mange forskellige svar, alt efter hvilken lovskole der er tale om, og det er således i modstrid med selve begrebet, at radikale islamister udsteder fatwaer i tide og utide mod stater og personer, de opfatter som fjendtlige mod islam.Modsat opfordrer eksempelvis The European Council for Fatwa and Research i sine fatwaer muslimer i Vesten til at følge deres værtslandes love, til ikke at misbruge det sociale system og til ikke at krænke ikke-muslimers ejendom og liv. Billedet er således langt mere broget, end det fremgår af Bars bog, hvis indhold det følgende er en fremstilling af.Når islamister påberåber sig radikalefatwaer som legal og moralsk begrundelse for terrorhandlinger, og når de fleste af disse begås af islamiske terrorister, er der jo grund til at spørge, hvilken rolle disse fatwaer spiller i modsætning til mere moderate tolkninger. Her kommer man ikke udenom at kigge nærmere på jihad-begrebet, således som det formuleres fra begyndelsen af islams historie.Islam handler i høj grad om den korrekte praksis, og den er en fællesskabsreligion, der forudsætter en stærk samhørighed blandt de troende, hvilket ikke gør det lettere at isolere ekstremistiske elementer. Denne praksis dækkes på alle områder af fatwaer, herunder også de betingelser hvorunder jihad må føres. Der har hersket forskellige opfattelser gennem tiderne, men den grundlæggende definition af jihad har fra starten været kamp, væbnet eller ej, som forsvar mod de vantro (angreb er ofte det bedste forsvar). En anden opfattelse går ud på, at jihad er en personlig stræben efter moralsk fuldkommenhed.Et spørgsmål, som Bar ikke besvarer fyldestgørende, er, hvor normative disse fatwaer fra radikale islamiske teologer som for eksempel ayatollah Khomeini i grunden er for den troende. Det er de som nævnt ikke. Jihad er en individuel pligt for den enkelte muslim, altså ikke noget, man kan fravælge, og spørgsmålet kommer derfor til at dreje sig om måden, jihad skal praktiseres på.Det er derfor vanskeligt for islamiske retslærde at nægte at anerkende jihad som militær kamp eller hævde, at den er fremmed for islams grundlæggende doktriner. Dette er af stor betydning for de mange millioner muslimer, der bor i ikke-muslimske lande, da de, såfremt de ellers følger den radikale udlægning, kan ende i en loyalitetskonflikt mellem lovene i det land, de bor i, og religionens bud. Hvad disse bud handler om i en ekstremistisk udlægning, giver Bar mange hårrejsende eksempler på.Således retfærdiggør en fatwa angrebet 9/11, fordi »enhver beslutning, der tages af den vantro stat, Amerika, er baseret på den offentlige mening gennem valg og/eller afstemninger i Repræsentanternes Hus eller Senatet. Enhver amerikaner, der har deltaget i denne opinionsmåling og har stemt om krigen, betragtes som kombattant eller i det mindste krigsdeltager.«En skelnen mellem kombattanter og civile er under alle omstændigheder irrelevant i Israels tilfælde, fordi »både mænd og kvinder gør militærtjeneste og kan indkaldes når som helst, og deres børn vil vokse op til at kæmpe mod muslimer... Man har også lov til at dræbe en israeler, der rejser i udlandet, fordi han er kombattant og spreder fordærv over hele Jorden.« En ofte citeret hadith (overleveret udsagn af Muhammed) lyder: »Den sidste time (Dommedag) vil ikke komme, før muslimerne bekæmper jøderne og dræber dem. En jøde vil gemme sig bag en klippe eller et træ, og klippen eller træet vil råbe til muslimen: ’Oh, muslim, oh, Allahs slave! Der står en jøde bag mig, kom og dræb ham.’«Bekæmpelsen af jøderne har således også en eskatologisk dimension, der formidles af mange ekstremistiske fatwaer. Nogle lærde forsamlinger, ulemaer, beskriver selvmordsbomber ikke blot som »hørende til jihad«, men som »den bedste jihad for Allahs skyld.« Hvis der ved samme lejlighed ryger nogle muslimer med, kan de glæde sig over at være blevet martyrer for den gode sag. Det er for eksempel al-Qaeda lederen i Irak, al-Zarqawis opfattelse.En stor del af disse fatwaer udsendesover internettet i takt med den stigende internationalisering af jihad. Hvad enten det er selvbestaltede religiøse ledere som bin Laden eller ulemaer, der formulerer dem, har de i det mindste én virkning: de sætter dagsordenen, og af samme grund er det ikke let for moderate muslimer at komme til orde.Desuden skal kritikken være teologisk argumenteret for at vinde gehør, hvilket ikke er ukompliceret, når det gælder jihad. Men det forsøgte lægmandsorganisationen Den Islamiske Kommission i Spanien i en usædvanlig stærk fordømmelse af bin Laden og andre radikale grupper i forbindelse med togattentaterne i 2004. Den fordømmelse blev hverken bakket op af islamiske lærde i Spanien eller i den øvrige muslimske verden.Mens moderate muslimer er af den opfattelse, at alle muslimske lande har et traktatfæstet forhold til alle ikke-muslimske lande i kraft af bilaterale diplomatiske forbindelser og medlemskab af internationale organisationer, og at angreb på ikke-muslimer derfor er kriminelle, går de radikale islamisters modargument ud på, at de arabiske regimer ikke er muslimske, og at deres traktater derfor ikke er gyldige.En lignende holdning udviser de over for de »frafaldne«, det vil sige dem, der konverterer til en anden religion eller bagtaler Profeten. Det sidste blev Salman Rushdie anklaget for, men der findes også en form for »intellektuelt frafald«, der omfatter et bredt spektrum af moderne, reformistiske eller liberale ideer.Den nylig afdøde egyptiske forfatter og Nobelpristager Naguib Mahfouz var tæt på at miste livet, fordi der blev udstedt en fatwa imod ham. En saudi arabisk mufti opfordrede til at dræbe dem, der påstår, at Jorden er rund og kredser om solen. Hans fatwa blev dog annulleret – i 1985!Der er ingen tvivl om, at de radikaleislamister ønsker, at deres fatwaer om jihad skal betragtes som normative. Det er vanskeligt, for ikke umuligt at sige, hvor stor indflydelse de har på muslimer i almindelighed, men det kan dokumenteres, at de er med til at forsyne terrorister med juridiske og religiøse argumenter, så meget desto mere som der ikke blandt de mere moderate ulemaer er nogen konsensus om at fordømme terrorisme. De tier. Men tavshed fortolkes som samtykke.Det er Shmuel Bars opfattelse, at så længe den tavse majoritet ikke vender sig mod radikal islam, kan slaget ikke vindes. Der er tale om en religionskrig, hvad enten Vesten opfatter det på denne måde eller ej, for sådan defineres den af modstanderen.Men når man accepterer modstanderens præmisser for at føre krig, kan man, så vidt jeg ved, dårligt undgå at tabe. Politiske og økonomiske reformer, fortsætter Bar, vil derfor ikke hjælpe, for så vidt som islamistisk terrorisme har intellektuelle, kulturelle og religiøse rødder i islam. Troen på, at konflikten kan løses med militære midler, er lige så illusorisk. Det lyder tilforladeligt, men Bar udelukker dermed tiltag, der udover de militære aldrig har været bragt i anvendelse, og hvis eventuelle resultater man derfor ikke kan vide noget om. Samtidig argumenterer han indirekte for, at en israelsk-palæstinensisk fredsslutning er irrelevant, når det gælder bekæmpelsen af terrorismen.Der er således ikke meget at stille op inden for Bars snævre perspektiv. Den radikale diskurs kunne ganske vist undermineres af klare og bindende fatwaer mod terrorisme, men det ville betyde intern strid blandt muslimer og er derfor lidet sandsynligt. Der er heller ingen udsigt til, at de mellemøstlige regimer tør gå ind i en global kamp mod radikal islamisk ideologi. Desuden er USAs og Israels fremfærd i Mellemøsten ikke just befordrende for en styrkelse af de moderate kræfter.Vesten må derfor efter Bars opfattelse tage politiske og juridiske værktøjer i brug, der kan sætte det vestlige demokratis principper under pres, herunder indskrænkninger i ytringsfriheden, hvis vi skal undgå det, der er værre. Men de værktøjer er allerede i brug, og det er et spørgsmål, hvor meget de har dæmmet op for en terrorisme, hvis udøveres højeste ønske er at ekspedere sig selv op til Allah.Til gengæld har de undergravet de vestlige landes retssikkerhed. Er det en sejr?

Postet av: Shoaib

Hvordan har dette relevans i statskirkedebatten i Norge?

27.09.2006 @ 07:45
URL: http://islam.weblogg.no
Postet av: Sexy Sadie

Aner ikke, men jeg vil ha statskirke.

27.09.2006 @ 21:04
URL: http://sexysadie.norblogg.net
Postet av: Shoaib

Sexy Sadie: relevansen jeg spurte om var fra posten over :) Men når det gjelder statskirken har jeg lagt meg på samme linje som gjønnes-utvalget som jo leverte sin innstilling tidligere iår. I overnevnte bok står det da noe om begrunnelsen for dette valget!

01.10.2006 @ 00:24
URL: http://islam.weblogg.no

Skriv en ny kommentar:

Navn
Husk meg ?

E-post:

URL:

Kommentar:

Trackback
Trackback-URL for dette innlegget:
http://blogsoft.no/trackback/ping/2130873
hits Site Meter